Historisk feature: Dengang det hele begyndte

Del på:

Vidste du at DOMINIA blev stiftet tilbage i 1931 under KAB? Hvis ikke, så læs med hér:’

DOMINIA har efterhånden mange år og masser af boligbyggerier på bagen. Som Næringsbrevet vidner om, begyndte det hele tilbage i starten af 30’erne, da KAB besluttede at oprette A/S DOMINIA til at håndtere alt deres projekteringsarbejde.

Grunden til at KAB valgte at stifte egen ingeniør-afdeling skal findes i tidligere direktør F.C. Boldsens argument om at KAB med DOMINIA havde mulighed for at skifte mellem privat og socialt boligbyggeri, alt efter de ydre omstændigheder og samtidigt også kunne sikre en forholdsvis stabil beskæftigelse og dermed fastholdelse af den viden, som opbyggedes hos medarbejderne.

De efterfølgende årtier var det derfor DOMINIA, der forestod alt teknisk rådgivning til KAB, både hvad angår arkitektur (med enkelte undtagelser) og hvad angår ingeniørarbejde. Et af de første byggerier som DOMINIA stod bag var Søndergården på Middelgrundsvej på Amager. Herefter fulgte byggerier som Fortunen i Lyngby, Nyelandsvej på Frederiksberg og Danmarks første højehusbyggeri,  ikoniske Bellahøj.

I og under A/S DOMINIA samledes således i de følgende år al KAB’s tekniske viden – fra byplansarbejde, skitsering og projektering, til al varmeteknik både ved opførelse og i drift samt hele inspektørtilsynet med ”koncernens ejendomme”.  I 1933 oprettedes sågar malerafdelingen ARTEX under DOMINIA.

Dominia var en del af KAB helt frem til 1988, hvor vi blev udskilt som en selvstændig virksomhed, 100% medarbejderejet, som vi stadig er det her 30 år efter.